Pia Eikaas

Solo show opening November 17th

 

Street Haunting
Af Nanna Stjernholm Jepsen
Pia Eikaas snorrehængte tekstilværker falder i lette draperinger fra loftet i Kvit Galleri. Douche farver blander sig med enkelte nedslag i rød eller stærk grøn, der bryder med tekstilernes ellers luftige transparens. Spøgelserne, der fylder udstillingens første rum, er lavet af det netstof, bygninger bliver beklædt i, når de opføres eller renoveres. I bybilledet opløser nettet den grænsedragning, der normalt definerer byen i et inde og et ude. Det maskerede slør bremser blikretningerne, der ellers flyder som konstante strømme gennem byen, hvor blikke og refleksioner kastes mellem glasfacaderne. Klædt i netstoffet kan husfacaden kun anes og man er afskåret fra flygtigt at tage del i de liv, der udspiller sig bag glasset.
Virginia Woolf skriver i sit essay Street Haunting fra 1927, om kroppens placering og bevægelse i byrummet og om, hvordan kroppen kan forskydes fra begærsobjekt, til et aktivt betragtende jeg. Som street haunter glider man, skriver Woolf, ind i gadens masse-anonymitet som en betragtende flâneuse: ”[…] whereas once we were the object of the gaze, as street haunters we become observing entities, desexed, ungendered, we cloack ourselves in anonymity, and become incomprehensible to the city as it often is to us.”
Genkalder man sig billedet af flâneuren, 1800-tallets franske storbydandy, kunne det meget vel være Baudelaire man ser. Han observerede og beskrev, i både digte og essays, modernitetens frembrud i storbyen: kapitalismens fremmarch og med den forbrugerens nye position, byens massebevægelser og det offentlige rum som skueplads for at se og ikke mindst blive set. Flâneuren er utvetydigt fremstillet som en mandelig karakter hvorimod kvinden i den spæde modernitet oftest er blevet bekrevet som en passiv karakter, objektiviseret på grund af sit køn og skildret som enten husmor eller prostitueret. På den måde er kvinden som en aktiv stemme, skrevet ud af modernitetens opblomstring. Men modsvaret til den mandelige flâneur findes dog – nemlig flâneusen. Hun hjemsøger byens gader, og lader sig opsluge af dens masser, i kampen om at tage byrummet tilbage.
I Pia Eikaas’ udstilling Street Haunting skifter positioner og blikke plads. Objekt bliver til subjekt, og den der før blev betragtet bliver den betragtende. Hendes sensoriske objekter opstår ud af et behov for at genplacere kroppen i byrummet. De er rekvisitter i den akt som reartikulerer flâneusen – til stede som betragter, der agerer politisk, økonomisk og seksuelt bevidst. Med tekstilet som hendes primære materiale betoner Pia Eikaas relationen mellem værk og krop. Og netop det er et gennemgribende træk i hendes praksis: værkerne er på en gang poetiske og pragmatiske, når hun med velkendte og hverdagslige genstande – typisk tekstiler som badehåndklæder, pyjamasstof, hæklede og strikkede klude – aktiverer og koreograferer kroppen til en mere organisk relation mellem den og værket.
Pia Eikaas praksis er som en nomadisk krop i bevægelse, en flâneuse, der med et socialt bevidst og feministisk blik insisterer på at kortlægge strukturer og bevægelsesmønstre der var – at skabe og redefinere fremtidens rum. Og ikke mindst at insistere på at tilføje en intimitet og kropsligt tilstedevær i byens rum og strukturer.
Et landskab af kollapsede solure fylder Kvit Galleris nederste udstillingsrum. Fra den sfæriske stemning der hersker blandt stofspøgelserne, opstår der et anderledes håndgribeligt, materielt nærvær blandt solurene. De har en anden tid i sig som bliver understreget af deres materiale: gipsen, som er hurtig at arbejde i, men som i et tilsvarende tempo forvitres og opløses. Og tempoet har sat sig i solurene, i form af små stykker plastic, knust glas, blade og græs, der også fylder gulvet i udstillingsrummet. Værkerene rummer både acceleration og forgængelighed og synes at befinde sig mellem flere tilstande og får også i mødet med betragteren – der i sagens natur også har sin egen tid – dermed flere tider i sig.
Det er helt nødvendigt at tale om tid, når man taler om Pia Eikaas’ udstilling Street Haunting. For i ønsket om at kollapse hierarkier og strukturer kollapser tiden også i udstillingen. Tiden er faldet sammen for at kunne skabe plads til mødet med spøgelserne – en abstraktion over det som har været, men ikke længere er. I hvert fald ikke i en genkendelig, materiel form. Og for at skabe plads til mødet med de andre skikkelser som hjemsøger udstillingen, som fx den brasilianske arkitekt Lina Bo Bardis (1914-1992) skildpadde, som skrives ind i udstillingen via digtet (Ghost) A poem for Lina Bo’s Turtle, og som måske har materialiseret sig på en 2 reais-seddel, fastgjort til en regnjakke. Men tidsligheden kollapses også for at give opmærksomhed til materialerne – for hvilken tid har en musling i sig, eller de blade som fylder udstillingsgulvet over for fx en skildpadde, plastikkens lange nedbrydelighed, eller et spøgelse for den sags skyld?
Street Haunting er et ikkested, et fragmenteret møde af kulturer og tider, der er sunket ind i hinanden og hvor fortid, fremtid og nutid på en gang spøger og manifesterer sig. Krop, hverdag og kunst smelter sammen til en enhed – en slags biologisk arkitektur, der insisterer på en ahierarkisk verden, hvor værdi bliver et begreb, der bruges om relationer og ikke om ejendom.

 

 

I utstillingen vil der blive udgivet en lille publikation med bidrag af Nanna Stjernholm Jepsen, Jéssica Varrichio and Anna Ørberg.
Jonas frederiksen har lavet musik til utstillingen og Henning lundkvist vil Spille til Åbningen.

Pia Eikaas f.1985 (NO) har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne.
Hun har blant annet utstillet på Parallel Vienna (AT) Gallery Reinhardt Hauff (DE) Unge Kunstneres Samfund UKS (NO) og performet på Sørlandets Kunstmuseum SKMU (NO) MOMA PS1 (USA) Værelset (DK)
Denne utstilling udspringer fra et lengre opphold på kunstinstutisjonen Pivô, São Paulo(BR) og blev første gang vist på Agder Kunstsenter(NO) under titelen: Time Tempo Ghosts and Other Sensorial Oddities Pia Eikaas.

 

Photos by Emily Petersen